Vendersgade 18, 7000 Fredericia kontakt@heinybags.dk +45 22 26 51 73

(0)
  • Din indkøbskurv er tom.
Om os

Heiny Bags er en webshop, men vi er først og fremmest  en butik. Vi har til huse i Vendersgade 18, 7000 Fredericia, hvor vi siden åbningen i oktober måned 2015 har forhandlet accessories, tasker og kufferter i eksklusive og nøje udvalgte brands, som du ikke kan finde hos andre i hele Trekantsområdet. Butikken er vores identitet og primære fokusområde, da vi elsker den daglige kontakt med dig som kunde. Det er det, vi brænder for i dagligdagen. Desuden tror vi på, at service i topkvalitet kræver såvel nærvær som interesse, og det er immervæk lettere at finde vej gennem taske- eller kuffertjunglen, hvis man møder udfordringen ansigt-til-ansigt.

Ja, vi tror i den grad på den traditionelle, fysiske butik og styrkerne herved, men når det er sagt, er vi ikke blåøjet. Vi ved, at butikker i dag snarere har en webadresse end en postadresse, ligesom den store indkøbsvogn er byttet ud med computeren. Derfor har vi hos Heiny Bags bygget ud og er nu også at finde på det store internet, således du kan nyde vores lækre sortiment, om du er i Skagen eller København. Vi er ikke uddannet udi i hverken programmør- eller grafikerkunsten; vores kompetencer skal findes inden for skinvarer og kufferter samt dét at stå i butik, og det er også omdrejningspunktet for webshoppen. Shoppen er måske ikke så professionel, som den man ser hos de største spillere på markedet, men vi er lokale, nærværende og har en stor viden og passion for tasker som kufferter – ja, hele den niche af modeverdenen. Det, håber vi, skinner igennem på såvel webshoppen som i vores fysiske butik, der drives ud fra samme vision, mission og tankesæt: At kunden er den absolut vigtigste.

2015 2015
Heiny Bags ser dagens lys

Lørdag den 17. oktober 2015 slog Heiny Bags dørerne op for første gang. Champagnepropperne poppede, og vi havde en fantastisk dag med de mange besøgende i butikken.

2016 2016
Relancering af butikken

I foråret 2016 fik butikkens facade en ordentlig overhaling, hvilket vi fejrede lørdag den 30. juli med en kæmpe relanceringsfest. Det er en milesten i historien om Heiny Bags, da butikken fik sit visuelle udtryk, som vi kender og elsker i dag.

2019 2019
Åbning af webshop

I 2019 tog Heiny Bags endnu et skridt i sin udvikling med lanceringen af en helt ny hjemmeside samt åbningen af en webshop. Vi er stolte over nu at være til stede såvel online som i lokalområdet.

Åbningstider

Mandag-onsdag: 10.00-17.30

Torsdag-fredag: 10.00-18.00

Lørdag: 10.00-14.00

Søndag: Lukket

Historien om Heiny Bags

Historien om Heiny Bags starter ved historien om mig. Butikken er nemlig en drøm, jeg har haft i mange, mange år – og en vej tilbage til rødderne.

I tidernes morgen blev jeg butiksuddannet inden for guld og sølv. Jeg arbejdede da i en lille butik i Hadsund, der udover smykker og lignende forhandlede briller samt ure. Som ganske nyuddannet kom jeg til Salling i Aalborg, hvor jeg havde mit virke i deres ur- og smykkeafdeling, og efter et par år plus en smule efteruddannelse endte jeg som indkøber inden for bijouteri. Jeg var meget glad for mit arbejde, men en svær nikkelallergi satte desværre en stopper for min tid i butik.

 

Efter nøje overvejelser besluttede jeg mig for at søge en anden karrierevej og startede derfor på seminariet i Ribe, hvor jeg i 1998 afsluttede min læreruddannelse. Frem til 2014 fungerede jeg i forskellige lærerjobs og i en kort overgang også som skoleinspektør på en privatskole i Fredericia, men i 2014 forlod jeg skoleverdenen. Jeg længtes hjem.

 

Kontakt med andre mennesker er min drivkraft i hverdagen, og jeg brænder for at øse ud af min viden og passion. Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk det er at stå i butik og møde så mange forskellige mennesker i løbet af en arbejdsdag, og jeg er i mit es, når jeg kan være behjælpelig med at opfylde andres forventninger og behov.

 

Derfor var det ikke en svær beslutning at vende tilbage til butiksuniverset; og med nutidens kontantløse samfund var det muligt min nikkelallergi til trods. Svært var det heller ikke at finde min niche: Jeg snuste lidt til butiksmiljøet i Fredericia med et ønske om at skabe noget unikt, som ikke i forvejen eksisterede i byen, og mit valg faldt på tasker og accessories. Det skyldtes først og fremmest min passion for netop tasker og accessories samt irritationen over at skulle til Aarhus eller København for at få en taske efter min smag. Endvidere kommer jeg fra et hjem, hvor skind- og lædervarer altid har spillet en stor rolle. Min mor var syerske og havde blandt andre det luksuriøse Utzon-brand på kundelisten. Duften af læder og skind er altså noget, jeg er vokset op med, og som jeg elsker over alt på jorden.

 

I Heiny Bags kan du finde mange forskellige stilarter som brands, der alle taler til mig personligt. Det er fælles for alle varer i butikken. Jeg køber ikke en taske eller accessories hjem, som jeg ikke selv ville kunne finde på at gå med. Ej heller køber jeg tasker eller accessories hjem, hvis ikke jeg kan stå inde for firmaet, kvaliteten eller selve produktet. Jeg sætter således en stor ære i nøje at udvælge hver en taske eller accessories i Heiny Bags, og det betyder meget for mig at kunne mærke, dufte og se produkterne, inden jeg sætter dem på hylderne. Derfor deltager jeg ofte på messer og besøger diverse showroom rundt om i landet. Hvis ikke jeg er helt tosset med en given taske, hvordan skal jeg så kunne anbefale den til dig? Alt, hvad jeg har i butikken, er altså noget, jeg selv kunne finde på at have i min egen garderobe, og mange af tingene har jeg da også selv – til stor ærgrelse for min bedre halvdel, hvis plads i vores fælles klædeskab jeg har inddraget med ting fra butikken.

 

Jeg er altid åben for nye input og tanker omkring butikken: Hvis du har spørgsmål eller forslag til eksempelvis sortiment, kundearrangementer eller deslignende, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

 

Jeg glæder mig meget til at se dig i Heiny Bags.